IMG_2390

Det har været et dejligt hektisk forår i Roskilde Kulturskole. April, maj og juni har været tæt besat med musik, kunst og teater.

I april spillede Orkesterlinjen koncerter for eleverne på de fire skoler i den nordlige ende af Roskilde kommune. Og i Tivoli var der ”Musikskoledage” med 5.000 musik- og kulturskoleelever – heriblandt en masse glade elever, forældre og lærere fra Roskilde Kulturskole.

I maj opførte Jyllinge skoles 5. klasser og Kulturskolens Projekt X og billedkunst den farverige og festlige musical ”Demokrati til Tiden.
Og den 19. maj deltog Kulturskolens slagtøjsafdeling sammen med Musisk skole og Roskilde Garden i en pumpende parade, der skulle sætte bevægelse i byen i forbindelse med åbningen af den regionale SWOP-festival. (Billedet øverst)

Sommerfester
Juni var tæt besat med arrangementer. Kulturskolen gav koncert i præstegårdshaven i Jyllinge 1. juni, og traditionen tro invaderede en masse unge mennesker haven om fredagen i den weekend, hvor Jyllinge Sommerfest løber af stabelen.
Det er altid spændende at se, hvordan vejrgudernes humør er til denne koncert, og deres humør var ikke i særlig god form denne fredag, for det var både koldt, blæsende og regnfuldt, men rigtig mange trodsede vejret og kom og bakkede op om de mange optrædende.

To uger senere var der byfest i Gundsømagle. Her var koncerten heldigvis indendørs i Stakladen, hvor både nye talenter og upcoming stars kom på scenen under kronhjorten.

Se billeder i Galleriet.