Roskilde har været vært for festivalen Musik i Tide med over 120 skolekoncerter med 56 forskellige professionelle musikgrupper.
Det var Nordens største samlede præsentation af skolekoncerter, og der var noget for enhver smag med masser af skolekoncerter for alle kommunens skolebørn, samt kurser og konferencer for voksne.
Søndag den 2. oktober blev Musik i Tide Festival 2011 skudt officielt i gang med et brag af en aften på Gimle.
Lokale musiktalenter og kunstnere satte et stærkt præg på aftenen, og viste hvorfor Roskilde med rette kalder sig en musikby.
Nogle af Kulturskolens dygtigste elever underholdt sammen med elever fra Musisk skole med fællesensemblet ”Stemmer fra Roskilde”. Fløjtespilleren Camilla Andersen fra Roskilde Kulturskole optrådte som solist.